Dette var m
in første tur rigtig langt væk hjemme fra dog sammen med min familie da jeg kun havde en alder af 12 år. Men med nærmere eftertanke er det nok en af de ture som har været med til at give mig ”blod på tanden” hvad angår rejse lyst. Jeg huske tydeligt min mor terpede lektier med os efter skolens anvisning fordi vi var bortrejst i over én måned, det var lidt en sjov fornemmelse. Men hun var trods alt en langt bedre lærer end jeg var vant til hjemme fra. På denne tur havde vi fået lov til at sejle med min onkel som var kaptajn ombord på skibet Namaru som var et fragtskib der forsynede de Newzealandsk relaterende Stillehavsøer (Britisk kolonier).
Skibet sejlede fra Auckland til verden største koral ø Nuie hvor vi tilbragt et par dage mens øens forsyninger blev losset af. Efter Nuie kom vi til Western Samoa som i forhold til Nuie er betydelig større, men kan dog stadig køres rundt i bil på én dag det var storslået at se banan og papayer-plantager og erhverve sig den enorme viden… at bananer ikke hænger med spidsen ned af, men faktisk gro op ad J. Turen gik da videre til Rarotonga som er hovedeøen i Cook Island´s her havde min onkel en bil som vi lånte husker tydeligt den måtte startes med en skruetrækker.
På Rarotonga var vi til det som de i dag kalder Island night. Her opføre de lokale gamle danse med svingende hofter og forskelligt mad tilberedt på gammel vis. Meget af tiden mellem øerne forgik ombord på skibet Namaru hvor der ikke var alverden for en 12 årige knægt at tage sig til. Men vi pjattede rundt med matroserne som kom fra de små Stillehavsøer og kiggede på det utal af flyvefisk som fløj rundt om båden, samt flokken af delfiner som svømmede foran skibets bov. Vi byggede små bananflåder og søsatte dem fra et lavere dæk i agter og tænkte gad nok og videre om den nogensinde ville blive set igen.
Lavede flaskepost med sjove tegninger og breve på dansk og den smule engelsk vi kunne. Sidste stop på turen var Aitutaki som var en mere kompliceret ø at losse forsyninger af på, da det ikke var muligt at sejle gennem den smalle indsejling i det ydre koralrev med Namaru. Så alle forsyninger måtte losses på små pramme som derefter sejlede gennem den snævre indsejling til det lille havneanlæg ved øens indre kyst.
Denne tur rangere som en af de største i mine tanker og det kan jeg kun takke mine forældre for at de tog os med på sådanne en kæmpe oplevelse.
Se fotos:
http://picasaweb.google.com/simonhonore/Stillehavet1992#